Motion og MS – drop de dårlige undskyldninger | Kend Din MS

It looks like you are using an older version of Internet Explorer which is not supported. We advise that you update your browser to the latest version of Microsoft Edge, or consider using other browsers such as Chrome, Firefox or Safari.

Af Declan Groeger

Nogle ting er en fornøjelse, andre er ikke. Nogle ting er nemme, andre er ikke. Noget er nødvendigt, andet er ikke. Motion falder ind under alle tre kategorier.

Nogle mennesker finder på undskyldninger for ikke at træne, andre finder grunde til at gøre det. Men for mennesker, der lever med multipel sclerose (MS), er det aldrig nemt at finde balancen mellem motion og træthed. Det er en del af ens evige indre diskussion: Hvad er det rigtige at gøre for mig?

Jeg vil gerne tale om tre af de mest almindelige undskyldninger, men jeg vil godt starte med at punktere myten om, at man ikke kan træne, når man har MS. Tværtimod. Fordi jeg har MS, er det nødvendigt for mig at træne. MS gør det sværere at træne, men sjældent umuligt.

Undskyldning 1: Det er dyrt

Det kan helt sikkert være dyrt at være medlem af et fitnesscenter, men for mig er det alle pengene værd. Det er også vigtigt at understrege, at du ikke behøver et fitness-abonnement for at motionere. Der findes mange gratis idrætsformer: Vandring, udendørs gymnastik, cykling, svømning og træning derhjemme for at nævne nogle.

Undskyldning 2: Motion er kedeligt

Jeg kan godt lide at komme i motionscentret. Jeg sætter stor pris på de venskaber, jeg har opbygget med de andre medlemmer over årene. Jeg gør træningen mindre monoton ved jævnligt at ændre mine rutiner, variere øvelserne og arbejde med forskellige muskelgrupper. Find ud af, hvad der virker for dig: Lyt til musik, podcasts eller lydbøger og beløn dig selv med en snack efter træningen.

Undskyldning 3: Jeg har ikke tid

Sørg for at finde tid – motion er vigtigt. Den gamle talemåde om, at det er tanken, der tæller, er ikke sand, når det gælder træning. Hvad der til gengæld er sandt er, at selv den mindste, jævnlige indsats, gør en stor forskel. Der findes masser af forskellige træningsprogrammer, og du kan helt sikkert også finde et, der passer til dig – som du kan lide.

Jeg har tilpasset min træning til min krop, mit temperament og min kalender. Jeg går i motionscenteret om morgenen, for det er der, jeg har det bedst. Jeg træner som regel op til 30 minutter og veksler mellem at træne overkrop, ben og kredsløb. Mange af de øvelser, jeg laver, kunne jeg sagtens lave hjemme uden træningsudstyr, men jeg holder meget af den sociale interaktion i fitnesscentret og bestræber mig på at komme derhen to-tre gange om ugen.

Jeg sammenligner aldrig mine resultater med andres – og det skal du heller ikke. Det er spild af emotionel energi. Jeg er mig, og mit mål er udelukkende at være den bedste udgave af mig selv.

At have en træningsmakker – en person, der forstår dine behov og begrænsninger – kan være meget værd. Tal med en fysioterapeut eller træner med viden om MS, før du begynder, og husk altid, at motion ikke giver resultater med det samme. Det er vedholdenhed, der giver resultaterne.

Motivation kan være en udfordring for mange. Man kan nemt få den tanke, at det hele kan være ligegyldigt, fordi MS er en progressiv sygdom, og det kommer til at gå ned ad bakke ligegyldigt hvad, man gør. Jeg motionerer, fordi det er godt for mig, og jeg tror på, at træningen hjælper mig til at leve et bedre liv og nedsætter min sygdomsudvikling. Motion frigiver endorfiner, som er naturlige stoffer i kroppen, som får dig til at føle dig bedre tilpas. Hvem vil ikke gerne det?

Træthed og udmattelse er faktorer, som har indflydelse på alle menneskers træningsfrekvens. Som nævnt tidligere, vælger jeg at træne på de tidspunkter, hvor jeg ved, jeg får mest ud af det. Og jeg ved også, at de tidspunkter, hvor jeg har mindst lyst til at træne, er der, hvor jeg har mest brug for det. Jeg tager ikke i træningscentret på de mindre gode dage – der koncentrerer jeg mig om mine øvelser derhjemme (som pilates, yoga og strækkeøvelser), fordi jeg kan sprede dem ud over længere tid. Jeg gør en god indsats på dårlige dage, men jeg overdriver ikke min træning på gode dage.

Træning, der ikke er brugbar, er spild af tid. Så vælg øvelser, der gør dig bedre til at klare de hverdagsopgaver, som andre mennesker tager for givet – som fx at bade og klæde dig på. Sæt realistiske mål, ellers kommer du til at føle dig som en fiasko. Husk, det er dig selv, der høster frugterne af din træning.

Glem ikke fordelene ved hjælpemidler. Navnet siger det hele – de er til for at hjælpe dig. At bruge hjælpemidler eller bede om hjælp er ikke et tegn på svaghed, bare sund fornuft. Tal med dit behandlerteam om, hvilke muligheder, du har.

Curated Tags