It looks like you are using an older version of Internet Explorer which is not supported. We advise that you update your browser to the latest version of Microsoft Edge, or consider using other browsers such as Chrome, Firefox or Safari.

MS and the Mind-Body Connection

Psyke og samliv

Sclerose kan påvirke psyken negativt på mange måder. Funktionsnedsættelserne betyder, at man må lære at leve sit liv på en ny måde og måske finde glæder andre steder end tidligere. Og bekymringerne om fremtiden kan nemt komme til at fylde meget og lægge sig som en sort sky over ens liv.

Man kan føle sig mindre værdifuld på arbejdsmarkedet, fordi man ikke længere kan arbejde lige så hårdt, som man kunne tidligere. Derudover kan ens tænkning være langsommere, så man får svært ved at deltage i møder. I familien føler man måske ikke, man længere kan leve op til de standarder, man tidligere havde. Man har måske ikke det samme overskud til sine børn eller sin partner, og man kan måske ikke længere overkomme at tage sig af en lige så stor del af husholdningen.

Derudover kan det være svært at føle sig lige så attraktiv som tidligere, og det kan gå ud over sexlivet.

I forhold til venner kan det være svært at finde overskuddet til at deltage i lige så mange sociale sammenhænge som før. Derudover kan en kombination af langsommere tænkning og øget træthed medføre en øget tendens til irritabilitet og vrede, når man er sammen med flere mennesker. Kombinationen af de mange fysiske og psykiske udfordringer ved sclerose medfører en øget risiko for at udvikle en depression.

Tristhed og bekymringer

Tristhed og bekymringer er naturlige reaktioner ved en kronisk sygdom som MS. Det er helt okay at være ked af det. Men det er også vigtigt, at de triste tanker ikke tager overhånd. Der findes i dag mange midler og metoder til behandling af depression og angst. Det kan for eksempel være antidepressiv medicin eller samtaler med en psykolog med særlig indsigt i MS. Men også mindfulness-programmer kan hjælpe til et mere positivt livssyn. Tal med dit behandlerteam om de konkrete muligheder, så I sammen finder frem til den rigtige løsning.

Depression

Heldigvis kan depression i mange tilfælde behandles effektivt ved en kombination af medicinsk og psykologisk behandling. Der findes en lang række forskellige typer antidepressiv medicin på markedet, og en læge eller psykiater kan finde frem til det præparat, der hjælper bedst. Derudover kan samtaleterapi hos en psykolog være en god hjælp til at finde sig til rette med ens livssituation. Ofte handler det om at lære at leve i nuet og lade være med at spekulere over de udfordringer, der måske eller måske ikke kommer i fremtiden. Det er også vigtigt at flytte fokus væk fra det, man ikke kan, og over på alle de gode og værdifulde ting, man stadig har i sit liv. En sund livsstil med motion og tilstrækkelig søvn og hvile er også vigtig for at bevare overskuddet og balancen. Det kan kræve en del arbejde at lære at acceptere sin situation, og det er ikke altid nemt. Men heldigvis viser statistikkerne, at rigtig mange mennesker, som lever med sclerose, godt kan bevare en god livskvalitet på trods af udfordringerne.